Denne DLC indeholder én Hunter, to Weapon Skins og ét Consumable Skin:
- Dame of the Dead (Hunter)
- Death’s Rose (Maynard Sniper)
- Grave Silence (Nagant M1895 Silencer)
- Sweet Offering (Recovery Shot)
Alle DLC Hunters og udstyr er Legendary.
Dame of the Dead
Antonia vendte hjem fra arbejde for at opdage, at hendes hjem og familie var blevet brændt levende — men én krop manglede. På Day of the Dead drev et ildevarslende spor på ofrendaen hende til at følge sin søster Sofia ind i det brakke slør mellem liv og død.

Death’s Rose
Antonia plejede at elske fine søndagskjoler, blomsterbuketter og dekorerede kager. Selvom hun efterlod det liv for at søge hævn, minder denne Maynard Sniper hende om, at døden også er noget smukt.

Grave Silence
En nabo troede, at Antonia var blevet sindssyg af sorg, og forsøgte at forhindre hende i at blive Hunter. Denne Nagant M1895 Silencer skød gennem det øje, der nægtede at se det, hun havde set, og hun sagde farvel til sin hjemby.

Sweet Offering
Er det et mirakel i denne hætteglas, en heks' besværgelse eller farvet sukker? For Dame of the Dead er det eneste vigtige, at det forlænger det søde, søde liv.

Antonia var engang jordemoder, et erhverv der beskæftigede sig med døden lige så ofte som med livet. En sen oktober vendte hun hjem for at finde sit hus i aske og sin familie reduceret til intet andet end forkullede knogler.
De havde ingen fjender, som hun kendte til, ingen rigdomme og ingen magtfulde venner (nogle gange det farligste af alt). Der havde ikke været noget usædvanligt ved dem, bortset fra hendes søster Sofias syner, som deres mor påstod kom fra Himlen.
Men det var Helvede, der havde besøgt Antonias hjem. Hun samlede knoglerne ind og begravede dem alene, og opdagede undervejs, at ét skelet manglede.
Men hvis?
Da måneden skiftede, malede hun sit ansigt med trækul fra ruinerne. På det sorte stenfundament byggede hun en ofrenda, hvor hun placerede blomster til sine afdøde slægtninge. Da aftenen kom, var blomsterne visnet i den røgede luft — alle undtagen fløjlsblomsterne, som havde været Sofias favorit, og som forblev lige så friske og nye, som de var den morgen. Pludselig så Antonia noget i den hypnotiske, blændende lysstyrke fra deres mange kronblade: en ung kvinde, der vadede gennem brakket vand og søgte hævn på kanten af dødens slør.
Hendes familie forsøgte at fortælle hende noget.
Antonia købte en pistol, to knive og så meget ammunition, som hun kunne bære, mens hun ignorerede sine naboers insisteren på, at det var en sorgforvridning. Hun ville lære at kæmpe på vejen, indtil hun fandt sin destination, sin søster eller — bedst af alt — sin families mordere. Hun ville så kugler, indtil blodige blomster blomstrede på hver eneste krone. For hende havde døden betydet sødt brød, åbne flasker og latter. Hun ville ikke frygte døden.
Hun var det eneste, der var at frygte.
This description was translated automatically by AI.